Om os

Ankikunst var et arbejdsfællesskab mellem billedkunstnerne Ann Marie Sofie Højgaard (tv.) og Kirsten Hagelskær (th.)

….. og det er ganske vist :

Kirsten Hagelskær:
Den lille sætning der fik så stor betydning: Jeg er ansat som assistent på et stort vægmaleri hos min mesterlærer Jørn Bie. Er i gang med en special opgave. At male en stradivarius. Og jeg kæmper med at finde de rigtige farvenuancer, at se og forstå det jeg ser. Jørn Bie kommer forbi: ”Ja, det er utroligt så meget gult, der er i sådan en violin”. Ikke mere.
Den store inspiration fra Svinkløvs skove: I de skove får træerne lov at ligge, som de falder. Mosset vokser hen over alt, bløder op og pakker ind. Pludselig får jeg øje på det væsen, der sidder i moshulen – Eller skovmonsteret, der står og puster sig op. Før var det vist bare roden fra en væltet træstamme.

Ann Marie Sofie Højgaard:
Her er jeg – hvem er du?
Ethvert møde rummer denne mulighed: Her er jeg -et pulserende energibundt, påvirkelig af dig, i vort møde.
På teatret, hvor jeg trådte mine kunstneriske barnesko, drev magien ned af kulisserne i interaktionen mellem rollerne. Med Keith Johnstones kyndige vejledning, gav improvisationerne mening: Sig ja, gå med, lyt, leg, lær og vær vågen, et ”carpe diem” brølt i 1987.
Når lærredet er spændt op og i al sin blåhvide jomfruelighed, betragter mig, hører jeg ordene: Her er jeg, hvem er du? -og denne interaktion fortsætter til maleriet er signeret.

Anki
Anki, hvad kommer navnet af?
Først gjorde vi det klassisk med vore forbogstaver sat sammen, og syntes det havde en god tyngde til vores fælles samarbejde. Senere fandt vi ud af, at der er en baggrund til den fylde og tyngde vi fornemmede:
I Suzanne Brøggers bog: Inanna: himlens og jordens dronning: myter og hymner – skriver hun: ” …. Myten vil fortælle om ”de allerførste dage”, dvs. urtiden. Fortælleren har således en forestilling om et mytisk historisk udviklingsforløb, en tid hvor Inannas magt begyndte i det små: I urtiden var himmelguden An og jordgudinden Ki det første par, der inkarnerede det mandlige og det kvindelige. Af deres forening fødtes Enlil. Han var luftens gud og på et eller andet tidspunkt adskilte han urforældrene. An løftede himlen højt op, mens Enlil tog sin mor Ki med sig ned på jorden, og han fyldte tomrummet mellem himmel og jord med luft.
I Marianne Fredrikssons bog: Paradisets børn, i Noreas Saga, omtales AN-KI også. Her står der: ”… Enlil opretholder forbindelsen mellem de to – han er luften, vinden, men også åndedrættet, det der kan udvides og omfatte alt. I Enlil findes døden.”